Derfor ringede jeg en uges tid inden min sidste eksamen og spurgte, om hun ikke nok ville sætte huen på mit hoved.”Jeg havde gået og håbet på, at der en dag var et af mine børnebørn, som ville spørge mig om det. Der er ikke noget, jeg hellere vil, lille Fie”. De ord satte virkelig tankerne i gang hos mig. For ikke nok med, at det betød alverden for mig, hvis min farmor ville, da hun også er den sidste, jeg har tilbage. Men at det virkelig også betød noget for hende. Det, at hun har gået hele tiden og håbet på, at der en dag var en, som ville give hende denne mulighed, gjorde mig rørt. For min familie betyder alt for mig. Og man skal nyde alle de mulige stunder, inden det er forbi.

Evighedsstudent…

Fjorten dages fest og glade dage krævede en del planlægning. For hestene skulle jo ud og ordnes, rides, på fold og alt, hvad der nu ellers følger med en dagligdag med heste. Det betød derfor også, at i de fjorten dage var jeg temmelig meget i søvnunderskud. Sent i seng. Tidligt op. Sådan forløb mine dage. Men sjovt, det var det. Og jeg ville heller aldrig være disse dage foruden, selvom det til tider kunne være hårdt at få trukket sig selv op i gear til at komme ud og ride og til fest igen om aftenen. Men det lykkedes. Og det var supersjovt. Men denne tid var også trist. For vi var alle klar over, at det nok var ved at være den sidste tid, vi alle var samlet. For alle vores venner drager til hver sin del af landet. Alle skal forskellige ting.

Nogle skal ud og opleve verden. Nogle skal i gang med at læse igen. Andre skal ud og arbejde og tjene nogle penge. Mens andre flytter hjemmefra. Og der hører jeg nok til delen med arbejde. For skolen har jeg fået nok af i denne omgang. 10 år i folkeskolen og nu fire år på gymnasiet synes jeg, at jeg har gjort min gode gerning i uddannelsesforløbet for denne omgang. Og som min far sagde: ”Du bliver Danmarks ældste student. Evighedsstudenten.” Men nej. Det lykkedes, og nu skal jeg prøve kræfter med nye og spændende ting.

Fremtidsudsigterne

Min nye hest, Evora efter Millenium og med Aston Martin som morfar, som jeg tidligere har nævnt, glæder jeg mig til at komme til at arbejde meget mere med. Hun er ren trakehner, hvilket også betyder, at der vil komme til at være nogle helt andre ridestævner, som vi kan deltage i. Fremtiden med hende bliver utrolig spændende. Hun er trods alt kun tre år gammel og fortsat i tilridning i Daugaard. Men jeg kan ikke vente med, at hun skal komme i mine hænder.

Derudover har jeg stadig 5-årige Sazan efter Blue Hors Zack og med Blue Hors Don Schufro til morfar. Han er i rivende udvikling og tager alt arbejde med kyshånd. Han er en rigtig fighter, som elsker at arbejde. Mine planer er, at vi snart skal ud og debutere til et lille ridestævne for at se, hvordan han tager det. Selvom jeg er ret sikker på, at han vil tage det i stiv arm.

Men ikke nok med det så har mine forældre også avlet Welsh-ponyer igennem mange år. Dog har vi fået skåret gevaldigt ned på antallet, hvilket også betyder, at de få, som er tilbage, skal jeg have tilredet og solgt. For med al den hjælp, mine forældre har givet mig igennem de sidste 21 år, ønsker jeg at betale al den gæld tilbage igen. For det fortjener de.

Derfor skal mit sabbatår gå med at hjælpe endnu mere til i deres virksomheder Kystol ApS og Poda Hegn Midtjylland. For nu har jeg endelig tiden til at give en ekstra hånd. En hånd, som jeg i mange år har ønsket at give, men som har været begrænset pga. de mange andre ting, som skole, heste og fitness. Men nu er det nu.

Afbetaling af gammel gæld

Med al den gæld, som jeg har samlet sammen de sidste 21 år, skal jeg nu have betalt tilbage på bedste vis. Det betyder derfor, at de lærere, som har hjulpet mig igennem hele uddannelsesforløbet indtil nu, vil jeg takke ved, at jeg det næste år skal arbejde som lærervikar på Rask Mølle Skole. Her vil jeg undervise, underholde, men ikke mindst hjælpe eleverne videre i uddannelsesforløbet med en tankegang om, at der skal være plads til alle, uanset niveau, sociale eller fysiske vanskeligheder.

Jeg vil på bedste vis få alle til at føle sig tilpasse, hvor de nu end hører til. Jeg vil udfordre dem fagligt. Sætte spørgsmålstegn ved deres handlinger, men ikke mindst bakke dem op og hjælpe dem videre. Fordi for mig er det at være vikar ikke blot at skulle være ligeglad med eleverne og sætte dem til at spille høvdingebold, men at udfordre, lære fra sig, give gode indtryk, og ikke mindst få alle til at yde deres bedste og sætte pris på det, de har og er gode til. For så skal alle de yngre generationer nok blive til noget. Alle skal blot hjælpes på vej.

Med det sagt glæder jeg mig til et år, hvor jeg nu kan komme til at mærke friheden på min egen krop. Gøre netop det, jeg kan lide. Være sammen med de mennesker, jeg holder af. Bruge al den tid jeg har lyst til og mulighed for med mine heste. Men ikke mindst værdsætte og hjælpe de mennesker, som har hjulpet mig til at blive det glade, positive, hjælpsomme, taknemmelige, men ikke mindst arbejdssomme menneske, jeg er i dag.