Deprimerende tid!

Deprimerende tid!

De sidste par uger har været enormt deprimerende.

Eksamensperioden er begyndt, og de første 4 eksamener er overstået. Heldigvis på bedste vis. Der er dog fortsat 2 tilbage. Der er ikke mange mennesker som synes det at gå til eksamen, er en fest. Selvom det burde være den flittige elevs fest. Er det, det bare ikke. Ikke for mit vedkommende. For i det samfund vi lever i nu, er det at skulle præstere ikke blot, at være ens bedste. Nej, være bedre end alle andre. For hvis du ikke er det, så kommer du ikke ind på drømmestudiet. Derfor har de sidste par uger gået på konstant forberedelser til eksamenerne. En eksamen ad gangen.

 

Det konstante pres…

Men ikke nok med, at denne tid, handler om konstant pres fra lærerne, censorerne, samfundet men ikke mindst ens eget pres, er der også alt det andet. Alt det som man de sidste 3 år har været en del af. Et fællesskab, en lille familie som man har fået sig på ungdomsuddannelsen. En skøn flok unge mennesker, som man har set dagligt i 3 år. De er der pludselig ikke hver dag. Derfor er denne tid ikke kun fest og glade dage, fordi man ser frem til studentertiden, men snarer en trist tid. Alt er snart slut. Under en måned, er huen på. Om 1,5 måned er alle ens venner 100 forskellige steder i livet. Så selvom man glæder sig til, at være færdig med skolen efter mange års hårdt arbejde, for at leve op til alles forventninger, kommer man til at savne denne tid ualmindelig meget!

 

Den lysere side…

Dog på den lyse side, glæder jeg mig til mit sabbat år eller to. En længere periode hvor jeg kan koncentere mig om alt hvad jeg elsker. Bloggen. Arbejdet. Vennerne. Men ikke mindst mine skønne heste. Og min nye kommende stjerne, som jeg snart får hjem. Det bliver utrolig spændende.

Jeg ved, at selvom man ser utrolig meget frem til, at komme ud på den anden side af ungdomsuddannelsen, kommer jeg til at savne det. Jeg kommer til at savne vennerne, de faste rutiner men ikke mindst hverdagen som man har været vant til de sidste 15 år. En hverdag som igennem mange år, har været 100% planlagt. Nu skal jeg til at lære en ny hverdag at kende. Men jeg glæder mig utrolig meget. Glæder mig til, at finde et job. Nye søde kollegaer. Ses med vennerne. Ride mine dejlige heste. Men ikke mindst holde bloggen opdateret omkring min hverdag.

 

Du er ikke alene…

Jeg vil blot sige, at du er ikke den eneste som har denne følelse som mig. Jeg ved der er mange andre unge mennesker, som sidder i samme deprimerende situation for tiden. Men vi må stå sammen. Få set hinanden. Men ikke mindst forsøge at holde kontakten med så mange som muligt.